NAG sponsorerer kunde, der cykler for Team RynkebyHandel med hestetrailer endte med at blive til sponsorat til Team RynkebyAf Niels Okking, Kommunikationsrådgiver Sygeplejerske og rytter, Vibeke Skriver, er glad for NAG. Ikke bare for virksomhedens hestefoder, som hun har købt længe, men også fordi foreningen har valgt at sponsorere hende, når hun til sommer hopper på cykelsadlen og kører sydpå til Paris med Team Rynkeby. - "Egentlig ringede jeg til Lars (direktør i NAG red.), fordi jeg havde købt hans hestetrailer. Jeg tænkte, at NAG måske ville sponsorere Team Rynkeby gennem mig, når vi havde lavet forretning. Det er lidt grænseoverskridende at bede om penge, selvom de ikke er til mig selv. Samtidig er jeg meget glad for deres foderprodukter til heste, så NAGs navn ville jeg da gerne have på ærmerne," fortæller Vibeke Skriver. Det tog ikke lang tid at overbevise direktør Lars Brendstrup, som umiddelbart gav sygeplejersken et sølvsponsorat. Første gangDerfor er det jernhesten, Vibeke springer op på, når hun sammen med sit hold begiver sig ud på den 1.200 kilometer lange rute til Paris til juni. Men det bliver ikke uden en vis spænding i kroppen. - "Året før var jeg sygeplejerske på et af de hold, der cyklede til Paris, og da tænkte jeg, at jeg skal da selv afsted. Det virkede bare rigtigt, selvom jeg ingen erfaring har. Første gang, jeg satte mig op på en racercykel, var sidste år i august. Jeg havde aldrig prøvet det før, kendte intet til gear eller andet udstyr. Jeg var virkelig ude på dybt vand. Jeg har også en nakke- og rygskade fra min ridning, så jeg var spændt på, hvordan kroppen ville reagere, men det er gået rigtig godt." Vibeke har dog også erfaret, at man ikke kommer sovende til at cykle de lange distancer. - "Der er meget træning forbundet med turen sydpå. Individuelt skal man have tilbagelagt 2.500 kilometer, så man er i nogenlunde form. Efterfølgende kører hele ens Team Rynkeby hold 1.500 kilometer sammen. Det handler om at finde en kollektiv rytme og få nogle kilometer i benene. Vi skal også lære, hvordan vi opfører os i den kollektive trafik. Der er faktisk mange regler. Det hele er meget krævende, men er blevet en personlig udfordring." Og hvis kroppen driller, finder Vibeke energien et andet sted. - "Drivkraften i det her projekt er først og fremmest indsamlingen til børnene. Alle de penge, vi kan hive ind fra sponsorater, går ubeskåret til børn med kroniske lidelser. Til dagligt arbejder jeg på en cancerafdeling for børn i Bergen i Norge, og jeg ser nok her til at inspirere mig." Selve turen og opholdet skal cykelrytterne selv betale for, og det gør Vibeke hellere end gerne. - "Tanken om, at jeg kan hjælpe flere børn på den her måde, er utrolig givende. Det bliver en spændende rejse, som NAG er med til at virkeliggøre. Og så begyndte det hele med en hestetrailer."
Team Rynkeby regner med at indsamle omkring en million kroner. Midler, der går ubeskåret til Børnecancerfonden. Vibeke arbejder selv på en børnecancerafdeling i Norge. Direktør Lars Brendstrup fra NAG støtter Vibekes tur med et sølvsponsorat. |